Flot moderniseret etplansvilla til familien: med tag og varmepumpe fra 2023
I dag går turen til Petersmindevej 96, hvor vi nu kan præsentere jer for en god, gedigen og flot moderniseret etplansvilla med et boligareal på 150 kvm - perfekt for børnefamilien, der er på udkig efter et sted, hvor de hverken skal gå på kompromis med boligen eller beliggenheden.
Villaen er opført i 1979, og den er løbende moderniseret - bl.a. med Vordingborg-køkken fra 2020, nyt tag fra 2023 og varmepumpe fra 2023. Boligen er lys og veldisponeret, og planløsningen fordeler sig over en ny entré, tre gode værelser, et soveværelse, et stort badeværelse og et fantastisk opholdsrum, hvor køkkenet ligger ud i ét med spisestuen og dagligstuen. Samtidig får I glæde af en dejlig have, som bl.a. byder på et godt græsareal, skur og carport (med muligheder) samt et stort og solrigt terrassemiljø, der er delvist overdækket med plads til alt lige fra afslapning til grillmiddage med venner og familie.
Ejendommen ligger på en rolig villavej i et trygt kvarter med mange børnefamilier. Der er blot 1,9 km til skole i Toksværd, 1,4 km til vuggestue/børnehave i Holme-Olstrup samt 650 m til Billigblomst og BonBon-Land. Handlemulighederne kan I klare i Netto 1,1 km væk, og pendleren kan se frem til kun at have 2 min. til tog og busser. Derudover ligger ejendommen ideelt, hvis man arbejder i fx Næstved eller København, da der kun er 10 min. til motorvejen ved Rønnede.