Kristiansholmsvej 11, Skafterup, 4262 Sandved

Villa i skønne og rolige omgivelser

Nu kan drømmen om en uforstyrret tilværelse endelig realiseres. Vi skal nemlig op mod enden af en blind, privat fællesvej, hvor en villa venter på nye ejere.

Grunden fordeler sig på 1.799 kvm, der må karakteriseres som 'vild med vilje'. Her skabes en nærmest glidende overgang mellem matriklen og markerne, som strækker sig, så langt øjet rækker. Det dejlige syn kan I tilmed nyde fra den sydvendte udestue eller de to terrasser. Huset er løbende vedligeholdt, og til ejendommen hører desuden en brugbar garage.

Husets 112 kvm er i ét plan, som bl.a. indeholder et vinklet opholdsrum bestående af kombineret stue og spisestue samt et stort køkken. Til jeres rådighed har I yderligere tre værelser, der giver gode muligheder for sove- og børneværelse eller kontor og opbevaring. Bryggerset gemmer på vaske-/tørrefaciliteter, og et badeværelse afrunder indretningen, og så er der gulvvarme fra jordvarme i størstedelen af boligen.

Et af ejendommens helt store personlighedstræk er beliggenheden, der er så rolig og fuld af landidyl, som man kan ønske sig. I behøver dog ikke at bekymre jer om at få hverdagens kabale til at gå op, da I har alt til dagligdagen inden for nem køreafstand i form af både indkøb og pasningstilbud samt cykelafstand til skole. Det kræver også kun ca. 20 min. kørsel at ankomme ved Næstved, og syd for adressen finder I flere flotte strande.