Med en attraktiv beliggenhed i Næstved på grænsen mellem by og natur finder I denne skønne villa fra 2005 i stille og rolige omgivelser. De 185 kvadratmeter med gulvvarme overalt fordeler sig over halvandet plan og byder på et køkken og en stue i åben forbindelse, tre værelser, to badeværelser samt et bryggers. Velkommen til.
Med beliggenhed for enden af et lukket vænge med byen i den ene retning og Rønnebæk Fælled og Fruens Plantage lige i baghaven, placerer denne villa sig optimalt med alle behov opfyldt. Rønnebæk Fælled og Fruens Plantage er et naturskønt område med skov, stier, naturlegeplads, shelter og bålpladser, hvor I kan tage på opdagelse på gåben eller cyklen. Derudover møder I skole, daginstitution, indkøb og sportshal inden for halvanden kilometer.
Det fine bjælkehus er hvidmalet og har sort tag og røde rammer omkring døre og vinduer. Huset er desuden blevet malet indvendigt og har fået slebet gulve i 2021. Dertil får I en dobbelt carport med to disponible rum i forlængelse.
Rundturen starter i det nydelige køkken med massive træfronter, hvorfra alrummet og stuen åbner sig. Her kan I indrette langbordet til familiens måltider og festlige sammenkomster, ligesom sofakrogen passer ligeså godt ind i det åbne opholdsmiljø. I stueplan er der yderligere et badeværelse med en bruseniche i glasbyggesten samt et bryggers med mulighed for at opsætte en vaskesøjle.
På førstesalen finder I tre regulære værelser, hvoraf to har en fransk dør, og det tredje har et walk-in-closet. Fra reposen er der tilmed en overdækket altan, hvorfra I kan nyde den flotte udsigt. Etagen afrundes af et badeværelse i samme stil som det forrige, mens dette tilmed har glæde af et badekar.
Udenfor venter solrige terrasser på en tør grund, hvor I kan nyde udsynet til den omkringliggende natur fra havemøblerne, mens grillen bliver klar.