Norgesvej 23, 4700 Næstved

Flot, velholdt villa centralt i Næstved

På Norgesvej 23 i det centrale Næstved møder I denne nydelige og velholdte villa, der præsenterer sig med en attraktiv beliggenhed samt en veldisponeret planløsning i form af et stort, åbent opholdsrum, tre værelser og en god kælder. Ude venter jer en fin have med en skøn, solrig terrasse. Velkommen til.

I bosætter jer ganske fordelagtigt i byen, og fra adressen i det gamle lægekvarter kan I se frem til korte afstande til alt, I har brug for i hverdagen. Inden for en radius af omtrent 500 meter finder I således skole og indkøb, mens lokalområdet tillige byder på udmærkede idrætsfaciliteter. Distancen til midtbyen kan hurtigt tilbagelægges til fods.

Ejendommens høje standard skyldes blandt andet, at der i de seneste år er udført adskillige istandsættelsesprojekter og forbedringer. Disse inkluderer eksempelvis udskiftning af vinduer og døre samt ny beklædning på udestuen i 2018, mens 2019 stod på et nyt Vordingborg-køkken. I 2020 er den fabelagtige træterrasse og hegnet opført.

Beboelsesarealet opmåles til 107 kvadratmeter, og dertil kommer 54 meget anvendelige kvadratmeter i kælderen. Hjemmet centrerer sig omkring det markante leverum med stue og køkken i forening. Selve køkkenet fremstår med enkle, hvide fronter, og bordpladerne matcher nydeligt det klassiske gulv. I kraft af rummets størrelse er det nemt at arrangere både spisebord og sofagruppe, mens I i sommerhalvåret også får stor glæde af den betragtelige udestue.

Etagen afrundes af tre værelser og et badeværelse med brus, og i kælderen råder I over endnu et badeværelse, et praktisk bryggers og et disponibelt rum med flere anvendelsesmuligheder.

Haven prydes mestendels af græs, og takket være det nyopsatte hegn bag den nyplantede hæk kan I færdes ganske ugeneret. På den store træ-terrasse, der er etableret i to niveauer, har I alletiders potentiale for at nyde sommeren i fulde drag, og hele herligheden afsluttes af en garagebygning, der er opdelt i flere sektioner, hvorved både parkering, opbevaring og værkstedsaktiviteter kan foregå sideløbende.

Kontakt os for en fremvisning.